Merete formidler vores maritime kulturarv

De jyske rødder

”Min mors familie er fra Hvide Sande. Der er jeg kommet i alle mine ferier. Sådan har det været gennem hele min barndom. Min morfar var fjordfisker, min onkel har været fisker og min kusines mand er fisker. Det har været sådan noget, der var i familien. Min mor var ikke så vild med at sejle, for hun er vokset op med angsten for, at der sker noget på havet, så jeg begyndte faktisk først at sejle som voksen”, fortæller Merete Ettrup.

Merete er født i 1965 i Rødovre. Forældrene møder hinanden i København i forbindelse med deres uddannelse. Faren er fra Aalborg og uddannet typograf. Senere bliver han driftsleder på Sjællandske Tidende og sælger desuden maskiner til trykkeribranchen.

Moren er fra Hvide Sande og uddannet teknisk tegner. Hun arbejder også fuldtid og klarer det hele derhjemme med hjælp fra en ung pige i huset, mens Merete og hendes storesøster er små. Familien flytter en del på grund af farens arbejde. Fra Tåstrup til Brøndby Strand på Sjælland, så til Skalborg og siden Gug ved Aalborg og til sidst slår de sig ned i Slagelse.

”Begge mine forældre havde et kæmpe netværk og en stor berøringsflade, blandt andet fra spejderbevægelsen, da de begge var spejdere hele livet. De var virkelig vellidte og havde en stor omgangskreds, og de var gode til at nyde livet og holde fester.”, fortæller Merete.

En anderledes opvækst

Merete har altid følt sig elsket af sine forældre. Hendes barndom er dog også præget af, at moren bliver psykisk syg med en bipolar lidelse. En lidelse, som betyder at man kan have maniske perioder, depressive perioder og helt raske perioder. Særligt de maniske perioder med mange vrangforestillinger var svære.

Hverken min mor eller jeg skulle dømmes på, at hun var ramt af en psykisk sygdom. Jeg er ikke en stakkel, og det er ikke synd for mig.

”Min mor gjorde ting, der var helt anderledes end det, man oplevede hjemme hos klassekammeraterne. Jeg har hjulpet hende ned, hvor hun stod på kanten af en altan, da jeg var 11-12 år. Jeg var alene hjemme, og der stod hun - og vi boede oppe på tredje sal - og var ved at springe ud, fordi hun troede, hun kunne flyve. Så fulgte jeg hende hen på psykiatrisk afdeling, hvor jeg jo havde været og besøge hende mange gange. De sagde tak, fordi jeg var kommet med hende, og så gik jeg hjem til en tom lejlighed.”

Heldigvis hørte det til undtagelsen, at Merete var alene. Når faren ikke kunne være der på grund af forretningsrejser, havde familien gode venner omkring sig, som trådte til. Som barn og ung oplevede Merete, at det var tabu at tale om psykisk sygdom. Derfor har hun som voksen valgt at være åben om det.

”Hverken min mor eller jeg skulle dømmes på, at hun var ramt af en psykisk sygdom. Jeg er ikke en stakkel, og det er ikke synd for mig. Det har været et livsvilkår, jeg har taget på mig, at min kloge, engagerede og flittige mor skulle kæmpe mod noget, som var så uforståeligt”.

Nysgerrig studerende og travl småbørnsmor

Da familien flytter til Slagelse, starter Merete i tredje klasse på en helt ny folkeskole.

”Det var en rigtig god skole, den var jeg virkelig glad for. Dér havde jeg også en musiklærer, Inger, som jeg stadigvæk har kontakt med, og som også var en af mine forældres venner i Sankt Georgs-gilderne. Hun var god til at få mig med i alt muligt, da min mor var syg, hun kunne altid lige finde noget, der interesserede mig: musik, kor og teater”, fortæller Merete.

”Jeg var også spejder, og ville egentlig gerne være søspejder, men det var min mor ikke glad for, og desuden var der ikke rigtigt søspejdere i Slagelse. Så selvom jeg gerne ville ud at sejle, gik det hele ligesom i nogle andre retninger”.

Efter folkeskolen kommer Merete videre på gymnasiet, men dropper ud. Det skyldes dels, at hendes mor er syg, dels at hun er skoletræt. Hun tager job som pædagogmedhjælper, bliver fagligt engageret og får job som faglig sekretær i sin fagforening. Hun møder sin daværende mand, og snart venter de barn sammen. Efter barslen står det klart for Merete, at hun ikke kan få de lange arbejdsdage i fagforeningen til at hænge sammen med at have et lille barn.

”Jeg havde længe haft lyst til at læse videre. Så jeg gik i gang med HF”, fortæller Merete. Mens hun er i gang med HF’en, flytter hun med sin familie til Holbæk i 1993.

”Egentlig troede jeg, at jeg skulle være lærer. Seminariet var faktisk en af grundene til, jeg gerne ville flytte Holbæk. Da jeg så er færdig med min HF, har jeg fået virkelig gode karakterer, og jeg har altid været historisk interesseret, så jeg vælger i stedet at læse Historie og Kommunikation på Roskilde Universitetscenter, RUC”.

Mor var pavestolt

At læse samtidigt med at have et lille barn kræver en vis disciplin.

”Jeg var god til at udnytte pauserne og fritimerne til at læse lektier. Jeg gik også med de andre ned og drikke kaffe i kantinen en gang imellem, det skal ikke lyde som om, jeg bare var sådan kedelig én”, fortæller Merete, som går all-in på studiet.

Når hun tænker tilbage på RUC-tiden, står den som en god tid, hvor hun følte sig privilegeret over at få adgang til en masse viden. Men det var også en hård tid med studie, studiejob og krævende opgaveperioder samtidig med at have et lille barn og en familie, som krævede hendes tid.

Jeg har altid oplevet mine forældre kæmpe vildt for at opnå deres drømme. Det på trods af, hvad tilværelsen så har budt dem.

”Netop med min mors situation, har jeg med hjemmefra, at vi jo har klaret nogle udfordringer, som måske er lidt mere end den gængse almindelige vej til tingene. Jeg har altid oplevet mine forældre kæmpe vildt for at opnå deres drømme. Det på trods af, hvad tilværelsen så har budt dem”, fortæller hun.

”Jeg troede jo ikke, at jeg ville kunne få så gode karakterer, og at jeg kunne komme til at læse historie. Det lå simpelthen ikke i kortene. Min mor var pavestolt over, at det lykkes for mig. Hun læste troligt mine opgaver, selvom det var tung læsning. Hun bakkede mig virkelig op”, fortæller Merete.

Fra formidling til børn til internationale konferencer

Under studierne har Merete studiejob på Holbæk Museum. Efter studierne bliver hun projektansat der, og hun er med til at etablere børneklubben ”Muslingerne” for de mindste museumsgæster. Det handler om at formidle historien til børn via sjove oplevelser.

I fritiden er Merete og hendes daværende mand blevet bidt af at sejle. Samtidigt køber Holbæk Museum Holbæk Havns gamle lodsbåd. Merete bliver aktiv i lodsbådens laug og deltager i ”Træf Fjordens Træbåde” i 2001.

I 2002 er det Merete, som står for træffet, da det skal afholdes i Holbæk. Til træffet får hun tilbudt et vikariat som leder af Frederikssund Museum, Færgegården. Her arbejder hun et års tid og erkender, at hun mangler administrativ erfaring i praksis. Derfor søger hun et job på Copenhagen Businessschool (CBS), som sekretariatsleder. Her får hun masser af administrativ erfaring på CV’et og er ansvarlig for flere store, internationale konferencer.

Den gamle havn i Holbæk

Samtidigt med at CV’et ruller derudaf, er Merete aktiv på Holbæk Havn i sin fritid.

”Værftet skulle til at lukke, og Holbæk Kommune opsagde frihavnsaftalen for træskibe. Det var jeg vildt ked af. Havnen er og var noget af det, der gør Holbæk til en god by at bo i. Den rummer den vigtigste fortælling om Holbæks historie. Derfor tager jeg initiativ til et møde med folk fra havnen oppe på museet, hvor vi kan tale om havnens fremtid. Jeg tænker, at vi bliver nok 7-8 personer. Der kom 20. Til det næste møde på Elværket møder der over 150 borgere op”, fortæller Merete.

Nu kommer folk til Holbæk for at se, hvad vi har gang i her på havnen. Det gør mig virkelig, virkelig glad – det var jo lige dét, vi gerne ville dengang det hele så ud til at lukke ned.

Det er nemlig ikke kun Merete, som har interesse i den gamle havn. Hun får startet et netværk mellem alle de interessenter, der er på havnen. I 2007 arrangerer havnegruppen en stor havnedag, for at vise folk, hvad det er, man er ved at lukke ned.

Alle foreninger, som har det mindste med vand at gøre, bliver inviteret. Havnedagen bliver en stor succes. Det er her, arbejdet med at bevare og udvikle den gamle havn i Holbæk begynder.

”Al den energi, der er nede i havnen lige nu, den er bare fantastisk at opleve. Den sammenhæng, der er – alle arbejder sammen. Politikere, borgere og alle dem, som er aktive dernede. Nu kommer folk til Holbæk for at se, hvad vi har gang i her på havnen. Det gør mig virkelig, virkelig glad – det var jo lige dét, vi gerne ville dengang det hele så ud til at lukke ned”.

Drømmejobbet

Tilbage til Meretes arbejdsliv. Her er endnu en stor konference vel overstået, og pludselig får Merete øje på en drømmestilling: aktivitetskoordinator på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her kan hun bruge både sin historiker- og kommunikationsuddannelse, og alle erfaringerne med eventplanlægning og administration og sin lidenskab for træskibene.

Hun elsker sit arbejde på Vikingeskibsmuseet og arbejder der i knap fire år. Først som aktivitetskoordinator, så som museumsinspektør og til sidst som formidlingschef. Lige indtil den dag, hun får at vide, at hendes stilling skal nedlægges i forbindelse med en sparerunde. Det kommer som et chok.

”Det var en grim omgang. Det var mit ønskejob. Så dér havde jeg ikke tænkt lige så meget fremad, som jeg måske ellers havde gjort. Så må man op på hesten igen”, fortæller hun.

Det viser sig, at en af Meretes gode venner er blevet skipper på et stort vikingeskib i Norge og er på jagt efter et mandskab. Merete får hyre på skibet og tager et med egne ord ”fuldstændigt step-out” fra sin karriere og er ude at sejle to sæsoner på det her vikingeskib.

Mit arbejde handler om at sørge for, at den sejlende kulturarv bliver værdsat.

I 2011 bliver hun så valgt ind i bestyrelsen for Træskibs Sammenslutningen. En forening, der blev stiftet i 1972, og som aldrig har haft ansatte. Indtil de møder Merete. Hun finder finansieringsmuligheder, så der er råd til at ansætte hende. Og her er hun i dag.

”Mit arbejde handler om at sørge for, at den sejlende kulturarv bliver værdsat. For selvfølgelig er det vigtigt at sætte de gamle træskibe på museum, så folk kan se dem. Men, hvis vi ikke ved, hvordan man sejler dem, så nytter det jo ikke noget”.

Den sejlende kulturarv fortjener anerkendelse

I dag er der 500 skibe i Træskibs Sammenslutningen og ca. 10.000 frivillige, brugere og ejere tilknyttet skibene. Folk, som har en kæmpe viden om, hvordan man sejler skibene. Merete har blandt andet arbejdet sammen med sin tidligere arbejdsplads, Vikingeskibsmuseet, og Han Herred Havbåde om at skrive den danske del af en fælles nordisk ansøgning om at få klinkbyggede både optaget på Unescos liste over immateriel kulturarv. En ansøgning, hun håber, bliver godkendt til november 2021.

Merete håber også, at fremtiden vil byde på mere anerkendelse af det arbejde, som bliver gjort for at bevare den maritime kulturarv. Ligesom et tættere samarbejde mellem alle de aktører, som har med den maritime kulturarv at gøre er på hendes ønskeliste.

”Danmark er i dag verdens 7. største søfartsnation. Vores sejlende kulturarv er lige så vigtig del af vores historie som den historie, der knytter sig til den byggede kulturarv og til landbruget. Det må vi ikke overse”, siger hun.

Det gør jo et vildt indtryk, at så mange mennesker, vi møder, har rødder på den ene eller anden måde i træskibs-verdenen – og det understreger, hvor vigtig en del af vores historie, der ligger gemt her. 

”Når min mand og jeg lægger til i en havn med vores gamle åledrivkvase (særlig form for træskib, som har været anvendt til at fange ål fra, red.) så kommer folk for at snakke. De vil høre lidt om skibet, men ret hurtigt begynder de at fortælle om deres egen historie. For enten har de selv, eller deres far eller deres bedstefar haft noget med sådan et skib at gøre: de har været fiskere, sejlet på verdenshavene eller arbejdet på et værft”, fortæller hun.

Præcis sådan, som Merete selv er rundet af en slægt af fiskere. ”Det gør jo et vildt indtryk, at så mange mennesker, vi møder, har rødder på den ene eller anden måde i træskibs-verdenen – og det understreger, hvor vigtig en del af vores historie, der ligger gemt her. Vi har et ansvar for at give vores børn og unge i dag en viden om det håndværk, de traditioner og det fællesskab, som er så vigtig en del af vores historie. Den opgave er jeg slet, slet ikke færdig med. Jeg er stadig sulten på faglige udfordringer og på at lære nyt, så hvem ved, hvad der er under opsejling?”, smiler Merete.

Ordliste:

Klinkbyggede både

Når man bygger både af træ, så er der to måder, man som bådebygger kan samle yderklædningen på. Ved klinkbygning samles plankerne med overlappende kanter og ved kravelbygning lægges plankerne kant mod kant. 
Kilde: Den store danske.

Åledrivkvase

En Åledrivkvase er en klinkbygget båd fra begyndelsen af 19-hundredetallet. Båden er blevet brugt til ålefiskeri. Fiskerne fangede ålene med et drivvod (et net). En kvase bliver er en båd, som har en indbygget dam. Det vil sige et rum med huller i bunden af båden, så der altid er frisk havvand hvor fiskene kan opbevares levende, til de sælges på land. 

Kilde: Vikingeskibsmuseet.

Ansøgningen til UNESCOs repræsentative liste over immateriel kulturarv

Ansøgningen kan ses på dette link.